
Vi starter med en pilgrimsgudstjeneste i kirken i St. Fuglede, hvorefter selve pilgrimsvandringen begynder.
Pilgrimsvandring er for alle, der har lyst til at vandre sammen igennem vores smukke egn og har lyst til at være pilgrim for en dag. Pilgrimmen var oprindelig den landflygtige, der i det fremmede søgte Gud og forsoning og ofte bar på frygtelige byrder af skyld og tvivl, som han håbede at kunne efterlade hos kærlige hænder undervejs. – I dag bærer vi mennesker ofte stadigvæk rundt på store byrder og tumler med vores problemer, tvivl og tanker. Det vil vi med pilgrimmen som forbillede sætte fokus på. Og vi vil vandre ad Værslevstien fra St. Fuglede kirke via Jerslev station til Værslev kirke.
På stop undervejs vil vi synge en salme, høre et par pilgrimsord og få inspiration med på vejen, som vi kan tænke over, mens vi går.
Vandringen slutter med en kort andagt i Værslev kirke, hvorefter der vil blive sørget for lidt forfriskninger, inden vi bliver kørt tilbage til vores biler/transportmidler i St. Fuglede.
Grundet tilrettelægningen af tilbagetransport og lidt mad i Værslev ønskes tilmelding!
TILMELDING sker på tlf/sms/email: 21295996 – kgh@km.dk – senest mandagen forinden.
Vandringen ledes af sognepræst Kim Gilling Hansen og Pia Riddertoft.